Dette var jomfruturen med min “nye” Kabe. Jeg havde aftalt med min nevø, at vi skulle mødes og hygge på DCU-Camping Kollund, se nogle seværdigheder og selvfølgelig over grænsen for at handle lidt.
Som det ses af billederne er pladsen meget skæv dette også beskrevet i et tidligere indlæg, at DCU Kollund har meget skrå pladser. Der var ingen mulighed for at sætte solsejlet op, endsige et fortelt på denne plads. Jeg ved ikke rigtigt hvad man har tænkt, da det blev lavet. Men det vigtige ved denne plads var at den lå ved siden af den hytte min nevø havde lejet.
Der var selvfølgelig også en anden dagsorden, for jeg skulle jo lære den nye vogn at kende, samt finde ud af om der var fejl og mangler i forhold til at få det lavet.
På turen ned, syntes jeg at bilen måske manglede lidt kræfter i forhold til at trække den nye vogn, men Kaben er jo også ca. 700 kg tungere end den gamle Hobby. Jeg har også købt nogle nye spejle, som er et par EMUK-spejle. De er lavet så de passer til spejlene på Forden. Jeg fandt dem til 300,- på Gul & Gratis. Normalpris omkring 800,-. Men det var nødvendigt at købe nogle forlængere til spejlene, for Kaben er 2,50 m bred. Stykket yderst til højre på billedet.