Jeg fik vist sovet lidt for længe, men jeg sover rigtig godt i Kaben. Det er en dejlig madras, som passer lige til mig. Både hjemme og i Hobbyen er der Tempur madrasser, så jeg havde måske forventet at søvnen ville være dårligere.
Men op kom jeg og fik lavet varme rundstykker i ovnen for første gang. Min nevø og hans søn kom over i min vogn for at spise morgenmad.
Vi fik aftalt, hvad dagen skulle bruges på og første punkt var at køre til Fleggaard i Wassersleben for at købe ind.
Så da morgenmaden var overstået kørte vi til Tyskland. Der var heldigvis ikke ret mange mennesker i butikkerne, så det gik smertefrit. Så med bagagerummet fyldt op, kørte vi tilbage til Kollund til frokosten.
Efter frokosten gik min nevø og sønnen en tur for at fange Pokemons. En god måde for børn at få motion på. Jeg begyndte at kigge på mangler i Kaben. Udvendigt var der ingen nøgle til bruseren og inde ville målerne til ferskvand og spildevand ikke vise niveauet. Der var heller ikke meget gang i vandet til toilettet.
Jeg prøvede at rode lidt med måleren til ferskvand, for den kunne være kalket til, men den var helt ren. Nu jeg var i området (under siddegruppen) kiggede jeg lige på pumpen. Det viste sig at det var en 19 l/min. pumpe og i følge instruktionsbogen burde den være 25 l/min.
Jeg fik fejlene noteret på mit mangelark, sammen med et par andre ting, jeg opdagede ved at kigge i instruktionsbogen. Udlufter til udvendig bruser og ekstra pude til siddegruppen, når der skal redes op i den.
Nevøen og sønnen kom tilbage fra deres “jagt” og vi lavede noget eftermiddags kaffe. Så blev der hygget indtil aftensmaden. Desværre kom der en besked om at min svigerinde (nevøens mor) var faldet om og kørt til Herning Sygehus. Så nevøen ville køre til Herning næste morgen.